Officerers samarbejdskultur

Ved Forsvarsakademiet hvor jeg underviser, er vi i gang med at skabe virtuelle læringsrum i mange af vores uddannelser. Det har været kilde til både inspiration og frustration; en så gennemgribende ændring er svær at lave, uden at bølgerne går højt.

Ved Forsvarsakademiet står vi også midt i en brydningstid, og der er forandringer på alle planer. Jeg synes ofte, vi underkender eller glemmer den effekt andre faktorer har på læring. Hurtig forandring i én sfære giver konservatisme i en anden. Omstillingsparathed er ikke en blankocheck, vi kan blive ved med at trække på.

Den frustration jeg hørte omkring mig i forbindelse med implementering af virtuelle læringsrum, inspirerede mig til at undersøge mulighederne for gode læringsforløb på nettet. Derfor lavede jeg en lille undersøgelse, som bestod af kvalitative interviews med studerende fra alle tre værn. De studerende i min undersøgelse var officerer på kaptajnniveau eller tilsvarende, og de var næsten alle sammen mænd mellem 30 og 40 år med fuldtidsarbejde, øvelsesaktiviteter (som ofte betød, at de var væk hjemmefra i perioder) og mulige udsendelser. De havde med andre ord rigtigt meget at se til…

Og det jeg fandt ud af er ganske tankevækkende, synes jeg.

I interviewsne blev det klart, at den mest udbytterige arbejdsform for langt størstedelen af disse officerer var samarbejde. Det var det dels, fordi man lærer fra hinanden, og dels fordi den sociale kontrakt binder en til gruppen og resultaterne, forklarede de. Det giver god mening, for en stor del af en officers arbejdsliv involverer kollaborativ opgaveløsning, ikke mindst taktisk planlægning.

Men at foretrække samarbejde ansigt-til-ansigt er ikke det samme som at foretrække de kollaborative virtuelle læringsrum, viste det sig. Der var mange forbehold. Især gav det frustration, at så mange af aktiviteterne foregik skriftligt. Det er ikke dynamisk, sagde en. Det mangler kreativitet og vildskab, sagde en anden. Skriftlig kommunikation i virtuelle læringsrum blev generelt beskrevet som mindre dialogbaseret, fordi det tager længere tid at skrive. Poster man noget en dag, er der tidligst svar den næste, blev der sagt. Tempoet er meget højere i ansigt-til-ansigt undervisning. Den generelle kritik var: det går for langsomt. En officers tempo er hurtigt og direkte, var den usagte kulturdiagnose.

Til gengæld syntes enkelte, at det skriftlige samarbejde gav god mulighed for refleksion og fordybelse. Det giver frihed, blev der sagt. Det er et rum uden de samme sociale dynamikker som i det fysiske lokale, var der en der pointerede.

Så spørgsmålet er: Hvordan skal vi som undervisere og organisation handle på det her, så vi får bedre læringsforløb og mere motiverede studerende?