Udviklingszonen og stilladset

Hvordan skal vi skabe meningsfulde virtuelle læringsrum for en gruppe studerende, der ser mundtlig udveksling i fysiske rammer som dynamiske og skriftlighed i virtuelle rammer som langsommeligt og blokerende? Den mundtlige kommunikation er deres desire line; deres smutvej til målet, som er løsning af opgaven. Men er opgaveløsning det eneste mål?

En dannelsesproces handler om at flytte sig, og det gælder både processen – vejen, stien, rejsen – og den konkrete viden, færdighed eller kompetence. Bruges den samme metode hver gang, vil hver opgaveløsning have samme styrker og svagheder. 

Derfor operer især moderne uddannelsesteori med uddannelse som en (mulig) transformativ aktivitet (Mezirow og Illeris). For at bruge Vygotskys kendte begreb ”the zone of proximal development”, skal en studerende ind til denne zone, for at maximere sin læring. Hun eller han skal derhen, hvor didaktisk stilladsering er nok til at skabe forståelse, refleksion og derefter handlingsmuligheder på baggrund af den erkendelse, der er sket undervejs. I Readings on the Development of Children skriver han, at “[T]he zone of proximal development […] is the distance between the actual development level […] and the level of potential development.” (s. 32)

Så uddannelse handler om at blive sat ud et sted, hvor en tilpas grad af blokeringer og udfordringer giver udvikling. Den svære vej; ikke altid den direkte. Her er kritisk refleksion det sidste, men væsentligste, skridt der skal tages for at skabe erkendelse og dermed revidering af vores meningsperspektiver (Dewey og Mezirow).

Og hvad betyder det så for uddannelse af officerer på kaptajnniveau, som mit foregående indlæg handlede om? Først og fremmest at vi trods tilbagemeldinger om det modsatte, skal fastholde aktiviteter, der fører til ”the zone of proximate development” – zonen som endnu ikke udmønter sig i større ændringer i forståelse, men som er springbræt til det. Den mest oplagte aktivitet at fastholde, er skriftligheden.

Skriftlighed kan nogle vigtige ting. Som Tony Bates skriver i sin bog Teaching in a Digital Age, giver skriftlighed gode muligheder for abstraktion og tilpas afstandtagen fra egne argumenter til at kunne evaluere dem. Lerche Nielsen og Birch Andreasen ser også skriftlighed som en vigtig del af læringsprocessen, fordi det giver studerende både klarhed omkring og fastholdelse af udbyttet fra læringsprocessen. Skriftlighedens langsomhed behøver måske i virkeligheden ikke at ses som en blokering, men som et skridt mod den kritiske refleksion og kritisk tænkning, som ifølge både Dewey og Mezirow er kilden til læring, og som Habermas mener er grundlaget for vores emancipation som frie individer i ligeværdige fællesskaber.

I en uddannelseskontekst virker det måske kontraintuitivt at fastholde en aktivitet, som giver anledning til kritik. Men i virkeligheden kan det være, at læringspotentialet i aktiviteten ikke optimeres, fordi aktiviteternes helhed ikke bringer de studerende ind i deres udviklingszone. Her er både teknologien og didaktikken vigtige brikker, men der er også aspekter af frustration og blokering, vi ikke selv er herrer over. Ændringer i arbejdstider, pension, organisation, ansvarsområder osv. giver så store forandringer, at læringsrummets udfordringer bliver til frustration.

Men for nu at se på de aspekter af læring vi selv kan påvirke som undervisere, så er der ingen tvivl om, at denne målgruppe har brug for mere dynamik i deres digitale læringsnetværker.

Men hvilke??