Blogging & læring: en refleksion

I dag er jeg interesseret i bloggen som en aktivitet, der foreskrives af en uddannelsesinstitution. Blogging for instructional purposes, som forskningsemnet kaldes. Kan blog-genren bruges som læringsaktivitet? Egner den sig til institutionel dannelse og uddannelse?

Min umiddelbare tanke er, at blog-genren i sin grundtanke har et andet formål. En blog er som regel en lyststyret samling af skriftlige tanker, der udtrykker idéer og personlige træk eller interesser, om det så er mode, design, madlavning, børneopdragelse eller filosofi; en gråzone mellem faglighed og personlighed. Ofte med mere personlighed end faglighed.

Leslie og Murphys har lavet en undersøgelse  der viser, at kontrol over eget personlige udtryk (æstetisk men også indholdsmæssigt) er et væsentligt element af blogging. Derfor kunne man måske forestille sig, at en bunden, lærervurderet blogopgave kunne underminere den oplevelse af frihed til selv-udtrykkelse, som netop er det bærende element.

Og her kommer måske det mest problematiske element af lærestyret blogging ind: vurdering. målet med blogging og andre web 2.0 aktiviteterer et gavmildt, medskabende fællesskab af ligestillede. De skal fostre ”wiki-spirit”. Hvis en blog er interessant og relevant for mig, følger jeg den gerne, og kommenterer – er til en vis grad medskaber af – bloggerens projekt, lige gyldigt hvem de måtte være ude i den fysiske verden. Men hvis personlige vurdering og karakterer bliver en del af projektet, er jeg så ligeså gavmild i mit engagement? Og så handler bloggerens projekt måske ikke i samme grad om emnet – vores fælles interesse – men i højere grad om ydre belønning Mit bidrag bliver måske ovenikøbet en del af kriteriet, der måles på og belønnes efter. Giver det en skævvridning i den sociale dynamik? Kan det give mistillid mellem medlemmer af det fællesskab af ligeværdige, der skal skabes? Jeg tror ikke, det er en problematik i netværker, der allerede er blevet skabt i et andet rum; et rum, hvor loyaliteten allerede eksisterer.

Det var mine forbehold.

Men mulighederne overvejer langt begrænsningerne, efter min mening. Blogging giver skriftlighed en drejning, vi længe har haft brug for. Den bryder med produkttankegangen og lader processen få plads. En blog er ofte a work-in-progess. At være fri for normative akademiske krav til skriftlighed gør, at man kan tage chancer, stille åbne spørgsmål man ikke kan svare eller starte samtaler man til en vis grad hverken styrer eller ordner.

Min egen erfaring er at jeg skriver, summer, læser andres blogs, summer og skriver igen. Det er en dynamisk proces. Fra et fag-fagligt perspektiv er jeg varm fortaler for den slags skriftlighed, for som Eviatar Zerubavel skriver i The Clockwork Muse slår ’inspirationens muse’ ikke ned som et lyn, men skal dyrkes i gentagelsen, lige som et hvert andet håndværk. Skriv ofte, skriv frit.

Den væsentligste årsag til, at blogging kan være en produktivt læringsaktivitet er dog refleksionspotentialet. Mezirows begreb ’reflective learning’ synes jeg er brugbart her:“We engage in reflective learning through the kind of discourse in which we bracket our prior judgements, attempt to hold our biases in abeyance, and, through a critical review of the evidence and arguments, make a determination about the justifiability of the expressed idea whose meaning is contested.” Dette er potentialet, tænker jeg.

Men vil det bliver brugt sådan?

Kan bloggen som genre bruges til åben, uafsluttet refleksion som andre bidrager til? Måske. Men et socialt medie som fb, fx, egner sig meget lidt til det, har det vist sig. Vi læser hurtigt, og beslutter os derfor også hurtigt, hvilken position andre har – og om vi er enige. Jeg gør det også selv. Vores ”confirmation bias” som Kahneman kalder det i sin bog Thinking, Fast and Slow, styrkes. Det er der en del polemik om nu. Udtrykket ”ekkorum” beskriver vores polarisering i meningskontekster, som ligner vores egne. Algoritmer, unfriending og newsfeeds fra egne udvalgte sites skaber disse ekkorum. Hvordan skaber vi så mangfoldighed?

Min egen refleksion over bloggen som læringsaktivitet er nu endt i et åbent spørgsmål. Jeg har ikke skabt mig en færdig konklusion, som resulterer i handling, som både Illeris og Mezirow beskriver som læringskonsekvenser. Mine åbne spørgsmål er en invitation til debat, som senere -- måske -- bliver til kritisk refleksion, der udfordrer mit vidensperspektiv og kommer til at have en konsekvens i mine handlinger og verdenssyn. 

Måske er det det, bloggen kan. Lade os tænke i fællesskab med andre i et åbent rum…

Min egen refleksion over bloggen som læringsaktivitet er nu endt i et åbent spørgsmål. Jeg har ikke skabt mig en færdig konklusion, som resulterer i handling, som både Illeris og Mezirow beskriver som læringskonsekvenser.

Men måske er det det, bloggen kan? Lade os tænke i fællesskab med andre i et åbent rum…?